|
|
Tips til søgning
Ordbøgerne forstår vi som et eksperiment, hvor brugernes reaktioner vil være afgørende for det videre arbejde. Vi vil desuden minde om, at ikke alle artikler i ordbøgerne er færdigudviklede. Vi arbejder videre med ordbøgerne, som i netudgaven vil blive opdateret den første i hver måned.
Hvordan søger du i ordbøgerne?
En artikel kan indeholde op til 14 dele, her nævnt som overskrifter og, i mangel af overskrift, med angivelse af grafiske karakteristika:
- kerneord (blå skrift)
- type (højtstillet efter kerneord)
- stilniveau (højtstillet efter type adskilt med “•”)
- kort betydning (første afsnit efter overskriften “betydning” og foranstillet “•”)
- lang betydning (uden overskrift, men altid som nyt afsnit efter kort betydning)
- faste vendinger
- grammatik
- anmærkning
- ordforbindelser
- eksempler
- se også
- synonymer
- antonymer
- associationer
Du skriver det ord eller den vending, du søger, fx parkere aben i søgefeltet. Mange internetbrugere er herefter vant til at trykke på Enter-tasten. Hvis du gør det, og hvis ordet eller vendingen findes i ordbøgerne, vises den korte betydningsangivelse under meddelelsen:
Der blev fundet 1 forekomst af parkere aben.
Du har her søgt i standardindstillingen, som går ud fra rulleknappen "indeholder" og "find vendingen" (som bruges, når du har et forståelsesproblem ved læsning af en tekst). Hvis du ikke får tilstrækkelig oplysning, fx fordi du i virkeligheden har et tekstproduktionsproblem, kan du trykke på "hjælp til at skrive en tekst 1" eller "hjælp til at skrive en tekst 2" og får så en anden artikel eller andre artikler. Samtlige oplysninger vil du kunne få, når du trykker på sidste felt "hvis du vil vide mere".
De forskellige rulleknapper "indeholder", "begynder med" eller "slutter med" og "er" giver i de fleste tilfælde forskellige svar. Vi må anbefale, at du i første omgang prøver dig frem, da disse bøger først kan bruges helt effektivt, når du har opnået en vis erfaring med de forskellige resultater.
For alle søgninger gælder, at en søgning, der resulterer i mere end ti fundne artikler, vises som en liste med kerneord (blå skrift), og ved søgning ved hjælp af (find brug) og (find alle oplysninger) også med den tilhørende korte forklaring på en ny linje. Hvert kerneord er et link, der sætter en ny søgning i gang med dette kerneord og samme søgemetode. Hvis man søger for bredt, kan man ved alle tre søgemetoder "risikere" at få en liste med kerneord, som så hver for sig vil kunne vises ved at klikke på dem.
Det er muligt at skifte mellem de forskellige ordbøger ved at klikke på linkene “betydning”, “brug”, “med en bestemt betydning” og “at vide mere” lige over artiklerne.
Når man søger efter en fast vending, ville den indlysende måde være at søge enten efter udtrykket (dvs. efter et eller flere ord fra den faste vending) eller at søge efter betydningen (dvs. efter præcis den betydning, en bestemt fast vending har, eller efter den faste vending med en bestemt betydning). Begge søgemuligheder bruges også i det program, som ligger bag søgefaciliteterne. Derudover er der dog en mere. Vi kalder det en søgning ud fra associationer. Vi forudsætter, at mange brugere hverken kender eller kan gætte den betydning, som leksikograferne er kommet frem til. Mange tænker upræcist og i form af associationslignende udtryk. Disse associationer skal og kan ikke forstås som en slags begrebstilordning, men er tværtimod helt spontane ord, op til fem, som de falder leksikografen ind i løbet af højst et halvt minut. De giver brugeren en tilgang til vendinger, som alle har fået et sådant associationsord. Hvis man fx søger på "dum", vil man kunne komme frem til en lang række vendinger med "noget om at være dum", også selv om betydningsangivelsen ikke indeholder dette potentielle søgeord. Og hvis man klikker på en ordbogsartikel, hvor associationer er angivet, kan man bruge associationen som link til alle andre artikler med denne association.
Da programmet ikke kun søger i kernefeltet, men også i betydningsfeltet, vil man kunne finde frem til vendinger fra samme område, fx ved søgning med ”at vide mere” og søgeordet ”Bibelen”. Ved sådanne søgninger gælder det, at ”kun fantasien sætter grænser”, dvs. brugeren opfordres til selv at eksperimentere sig frem til den brug af søgefaciliteterne, som bedst passer til brugerens behov og erfaringer med søgninger i databaser.
Henning Bergenholtz, Esben Bjærge, Richard Almind.
Århus, den 12.1.2009
|