Værkstedsberetning

Værkstedsberetning

(Den følgende værkstedsberetning bliver løbende udvidet. Vi vil i sådanne tilfælde, hvor der tilføjes en beretning om et allerede behandlet problem, beholde overskriften og vil kendetegne det "gamle" afsnit med (1) efter overskriften og det nye med (2), (3) osv.)

På sin vis kan man kalde Ordbøgerne over Faste Vendinger en fortsættelse af Idiomordbogen, som Center for Leksikografi stillede til rådighed i tiden maj 2003 til januar 2007. Samtlige 8.000 idiomer fra disse ordbøger er indgået i de nye ordbøger. I praksis er dette tal blevet stærkt udvidet, idet der i mange ordbogsartikler beskrives to eller flere idiomer med en fælles kerne, alt i alt findes der ca. 14.000 idiomer i ordbøgerne. Derudover er der så kommet ca. 800 ordsprog, 300 bevingede ord og 2.700 andre vendinger bestående af to eller flere ord. Grunden til denne blanding af forskellige typer af faste vendinger i en og samme ordbog var, at logfiler viste, at ca. 27% af alle søgninger i Idiomordbogen drejede sig om faste vendinger, som ikke er idiomer. Man kunne så have forsøgt at "opdrage" brugerne til en klarere forståelse af den lingvistiske sammenhæng. Det anså vi for formålsløst, da også fagfolk slet ikke er enige om fælles definitioner. Vi har derfor alle tre typer, som vi behandler efter samme princip. Vi vil dog gøre opmærksom på, at vi senere vil foretage en klarede opdeling af det, der nu kaldes ordsprog, i "ordsprog", "bevingede ord" og "citater" (det sidste vil være ikke-etablerede citater, som ikke kan kaldes bevingede ord.)

Brug af foreliggende ordbøger under udarbejdelsen

Nye ordbøger søger ofte hjælp i foreliggende. Det gør vi også, men vi kan se, at dette genbrug i flere tilfælde fører til gentagelse af den samme usikre eller direkte forkerte angivelse i en lang rækker værker, som med sikkerhed i takt med deres udarbejdelse har skrevet af efter forgængerne. Et problematisk eksempel er "som sild i en tønde", som vi beskriver længere nede i denne værkstedsberetning. Besynderligt er det, at man kan se nationale traditioner, som adskiller sig fra traditionen i et andet land. Ved blå mandag er der selvfølgelig enighed om, at det i dag kan have to betydninger: 'udtryk for at tage en fridag uden tilladelse, især om mandagen' og 'fridag, som en konfirmand har dagen efter sin konfirmation og som bruges på at gå i byen og fejre'. Disse to betydninger har fået hver sin artikel, hvor de faste udtryk for hver af betydningerne er angivet forbundet med grammatiske angivelser, eksempler og associationer (ved konfirmationsmandagen fx konfirmere, ung, fest, ballade, fri; disse ord kan så bruges som søgeord eller som link til at finde andre udtryk med samme association). Nej, problematisk er særligt den etymologiske angivelse. Stort set alle danske værker er enige om, at udtrykket kommer fra en tysk katolsk skik, hvor man på fastelavnsmandag beklædte alteret med et blåt klæde. I tyske opslagsværker er den oftest angivne forklaring følgende: Den første mandag før fastelavn var en fridag, hvor håndværkerne havde fri og i middelalderen skulle iføre sig blåt tøj. Begge forklaringer er muligvis rigtige, ingen af dem viser dog tilbage til oprindelsen af udtrykket. Rent historisk er der en anden sammenhæng. Udtrykket er ganske rigtigt kommet til dansk fra tysk, fra "Blauer Montag". Den ovennævnte forklaring findes i næsten alle tyske opslagsværker, også for udtrykket på tysk. Det er dog historisk set ikke rigtigt. Udtrykket kommer fra rotvælsk, dvs. det sprog, som tyve, tiggere og andre omrejsende folk har brugt som eget gruppesprog. Det er et sprog, tysk "Rotwelsch", man har kendt siden ca. 1250. I dette sprog indgår jiddisch, sigøjnersprog og spansk, men først og fremmest jiddisch. Her kendes fra vestjiddisch "blau" (= meget dårlig" eller "slet ikke"), som igen kan henføres til hebræisk "belô" (= uden). "Blauer Montag" er således 'en dårlig mandag', en hvor de omrejsende ikke tjente penge. For den nysgerrige, der vil læse om denne historie, kan vi anbefale: H.F. Singer: Der Blaue Montag. Eine kulturgeschichtliche und soziale Studie. Mainz 1917.

Ordbogens opbygning

disse ordbøger ordnes som alle andre ordbøger i artikler. I modsætning til trykte ordbøger og de fleste andre elektroniske ordbøger har disse ordbøger ikke noget opslagsord (lemma siger man i fagsproget). Der findes et ”kerneord”, her findes alle de ord, som er fælles for alle udtrykkene i feltet ”faste vendinger”. Dette felt kan bestå af et, to eller mange udtryk, alt efter mængden af varianter. Fx findes i artiklen med kerneordet ”sin vilje igennem” følge faste vendinger: ”føre sin vilje igennem&rdquo, ”sætte sin vilje igennem”, ”trumfe sin vilje igennem”, ”tvinge sin vilje igennem”. Tilordningen til et og samme kort afhænger af, om vi mener, at der kan anføres en fælles betydningsangivelse til flere faste vendinger. Det kan nogle gange være uklart, om man bør eller ikke bør samle forskellige faste udtryk på et kort eller fordele dem på flere. Her er der ikke nogen sandhed. Set ud fra brugeren synspunkt er en tilordning til et eller flere kort ikke afgørende. For det første sikrer søgefunktionerne, at man i alle tilfælde kan finde frem til de forskellige faste vendinger, på et eller flere kort. For det andet forudsætter vi, at brugeren har dansk som modersmål. Han eller hun vil derfor uden store problemer vide, at ”trumfe sin vilje igennem” er en noget med håndfast magtudøvelse end ”føre sin vilje igennem”. En dansk modersmålsbruger ved, at ”trumfe” og ”føre” ikke har helt samme betydning.

Ordsprog, bevinget ord, idiom eller anden ordforbindelse?

Hvis man sætter tre lingvister sammen, vil man få mindst fem forskellige forklaringer af udtryk som bevinget ord eller idiom. Denne uenighed genspejler sig også i ordbøger. Fx anføres gøre haneben og sætte på fri fod begge i ordbogen "Bevingede ord" fra 1990, men de fleste kalder det ellers et idiom. For den bruger, der blot vil have at vide, hvad udtrykket betyder, er det selvfølgelig ligegyldigt, om det nu er et idiom eller et bevinget ord. Hvis han finder udtrykket og forklaringen, har ordbogen hjulpet. I virkeligheden er det sådan, at ingen klassifikation eller definition er sand for alle sammenhænge. Enhver klassifikation er beregnet til en bestemt sammenhæng. Det gælder også for den opdeling, vi har foretaget til Ordbøgerne over Faste Vendinger. Brugeren får kun at vide, hvilken type ordforbindelse, det drejer sig om, hvis knappen for "hvis jeg vil vide mere" bruges. Vores klassifikation er beregnet til at oplyse brugeren om vendingens status. Men det er en klassifikation, som også tager hensyn til, at den skal bruges af leksikografen på en entydig måde, så denne hurtigt og sikkert kan foretage en tilordning af en fast vending til en af de fire typer. En sådan klassifikation vil også være en, som brugeren har en god chance for at forstå, særligt hvis den så vidt som muligt svarer til den hidtidige tradition, dvs. til de måske lidt uklare traditioner, ordbogsbrugeren har i sin hukommelse. Vi bruger følgende definitioner, som i det følgende er efterfulgt af de instruktioner, som er blevet brugt af leksikograferne i forbindelse med udarbejdelse af ordbøgerne (der skal her gøres opmærksom på, at der mangler en færdigbearbejdelse af godt 5000 artikler, her vil tilordningen måske ikke svare til følgende definitioner). Vi vil også gøre opmærksom på, at definitionerne ikke gælder den såkaldte ”kerne”, dvs. udtrykket i søgefeltet, men den eller de faste vendinger, som står efter angivelsen ”faste vendinger”:

Et idiom er en fast ordforbindelse med opslagsordet som kerne, der kun kan bruges i særlige sammenhænge, og som har en særlig betydning. I modsætning til kollokationer er idiomer næsten fastfrosne i brugen; i modsætning til et ordsprog eller et bevinget ord er et idiom en del af en sætning, ikke i sig selv en hel sætning. Et idiom identificeres ved hjælp af følgende regel: Hvis summen af betydningen af de enkelte ord i en ordforbindelse ikke svarer til betydningen af hele ordforbindelsen, er der tale om et idiom. Fx kan man ved stille nogen i skyggen ikke sige, at det drejer sig om at 'placere+nogen+et ikke-solbeskinnet sted'. Den virkelige betydning kalder man nogen gange den overførte betydning, i dette tilfælde 'være mere fremtrædende end nogen'.

De instruktioner, som bruges under arbejdet med ordbøgerne, har følgende ordlyd:

Et idiom består af mindst to leksikalske ord, dvs. af indeholdende substantiver, verber, adjektiver eller adverbier eller et adverbium med et leksikalsk kernemorfem. Ikke-leksikalske ord er således partikler og de tre funktionsverber være, blive og skulle. Der foreligger et idiom, når to eller flere ord i et udtryk tilsammen har en betydning, som ikke kan forklares som summen af betydningen af disse ord.

Et ordsprog er en fast vending, som regel i form af en kort sætning, som i sig selv har en fast betydning, og som udtrykker en leveregel eller erfaring, man kan lære af, fx Lige børn leger bedst eller Når enden er god, er alting godt.

De instruktioner, som bruges under arbejdet med ordbøgerne har følgende indhold:

Et ordsprog består altid af en hel sætning, som afsluttes med et sætningssluttegn. Der behøver ikke at være et finit verbum i et ordsprog (fx Øst, vest, hjemme bedst), men i de fleste tilfælde vil et ordsprog indeholde et sådant. Et ordsprog indeholder normalt en morale og er i modsætning til et bevinget ord ikke tæt forbundet med en bestemt person eller tekst.

Et bevinget ord er en fast vending, som er blevet brugt af en kendt person eller i en kendt tekst. Et bevinget ord kan være, men er ikke nødvendigvis en vending, som for første gang er blevet brugt i en bestemt tekst eller af en bestemt kendt person.

I de instruktioner, som bruges under arbejdet med ordbøgerne har følgende indhold:

Et bevinget ord består altid af en hel sætning, som afsluttes med et sætningssluttegn. Ved bevingede ord kan man altid anføre en bestemt tekst eller en bestemt person, som i en bestemt tekst har brugt vendingen først eller på en sådan måde, at vendingen forbindes med denne tekst eller person.

En ordforbindelse er i disse ordbøger betegnelsen for en fast vending, som efter vores bedømmelse og ud fra reaktioner fra ordbogsbrugerne skal forklares, så der gives hjælp til forståelse af, brug af eller oplysninger om andre vendinger med samme eller næsten samme betydning som den pågældende faste forbindelse. En sådan ordforbindelse kan således bedst defineres ved at være en ordforbindelse, som er optaget i ordbøgerne, men ikke er et ordsprog, et bevinget ord eller et idiom.

I de instruktioner, som bruges under arbejdet med ordbøgerne har følgende indhold:

En ordforbindelse er en vending, som er optaget i ordbøgerne uden at være et ordsprog, et bevinget ord eller et idiom. Der findes tre typer ordforbindelser i ordbøgerne:

1. . ordforbindelse, hvor kun et af to eller flere ord i vendingen er et leksikalsk ord. Man kan godt sige, at der er tale om en idiomatisk brug, idet de tilsammen har en betydning, som ikke kan forklares som summen af betydningen af disse ord (dække over). Når sådanne vendinger alligevel ikke kaldes idiomer, hænger det sammen med, at det i praksis er for svært at angive, hvad partiklerne i disse vendinger ”egentlig” betyder.
2. . ordforbindelse, som består af to eller flere leksikalske ord og evt. også partikler. Betydningen af denne vending kan med god vilje forklares som summen af betydningen af de enkelte ord, dvs. at betydningen er næsten forudsigelig, fx tage pusten fra. Sådanne vendinger optages først og fremmest, når dette udtryk er optaget som idiom, fx tage pusten fra i betydningen 'udtryk for at blive dybt imponeret eller overvældet af nogen eller noget’.
3. . ordforbindelse, hvor kun et af to eller flere ord i vendingen er et leksikalsk ord. Disse to ord, fx et verbum og et pronomen optræder som enhed, hvor betydningen af det leksikalske ord er gældende for hele vendingen, fx forelske sig. Disse faste vendinger bør altid relateres til andre vendinger ved hjælp af synonymiangivelser.

For disse regler gælder følgende forudsætninger:

Alle ord kan tilordnes en af tre klasser:
Leksikalske ord: alle substantiver, verber og adjektiver
Partikel: præpositioner, konjunktioner og visse adverbier, som med samme udtryk også bruges som adverbium, og præposition eller konjunktion. (ikke bliver således et leksikalsk ord, det er et adverbium, men optræder ikke som præposition eller konjunktion)
Funktionsverber: være, blive, skulle (disse er kun funktionsverber, når de ikke optræder som fuldverber, fx jeg er 'jeg eksisterer', jeg bliver 'jeg er her og går ikke')

Derudover gælder den regel, at tilordning til disse kategorier der overordnede argument, som bruges før betydningsreglen. Mere firkantet sagt betyder det:

1. • Har vi to leksikalske ord, så foreligger der måske idiom. Her skal betydningsreglen bruges. Sætte flasken ind i skyggen er ikke et idiom, sætte sine kollegaer i skyggen (fordi vedkommende er så dygtig) er et idiom.
2. • Har vi kun et leksikalsk ord, har vi en ordforbindelse. Altså er være med rogn og blive med rogn ordforbindelser (som opføres under samme kerne: med rogn). For være et funktionsverbum, med er en partikel, der er således kun et leksikalsk ord (rogn).

Fast vending eller kollokation

Normalt finder man sjældent mere end 10 forskellige faste vendinger til et kerneord, men hvis der bliver mere end 15-20 varianter i feltet for faste vendinger, må de i stedet anføres som kollokationer. Skellet mellem fast vending og kollokation er imidlertid en smule uklart, hvilket de følgende to eksempler kan illustrere.

Hovedreglen for anførsel af faste vendinger hedder, at der til venstre for kerneordet kan optræde et eller flere ord, men så snart kerneordet efterfølges eller er splittet op af et eller flere ord, skal der oprettes et nyt kort med et nyt kerneord. Ved tilfælde som ”med vilje” og ”til egen fordel”, hvor der antageligt ved fx ”til egen fordel” næppe er mere end 10-12 forskellige verber, der kan medtage dette adverbial, opstår et problem i forhold til placeringen som fast vending eller som kollokation. For da det objekt/det nominal, der lægger sig mellem det foranstående verbum og adverbialet, har langt større variationsomfang, må denne konstruktion flyttes til feltet for kollokationer. Selvom der kun er indsat ord til venstre for kerneordet, og den altså ud fra hovedreglen kunne stå som fast vending. Fx er ”bruge til egen fordel” anført som fast vending, men i en sådan konstruktion mangler tydeligvis et objekt, som følgelig i kollokationen udgøres af ”overskuddet” i ”bruge overskuddet til egen fordel”. Da ”overskuddet” blot er tilfældigt valgt ud fra en længere række potentielle nominaler, må det være op til brugeren selv at danne lignende konstruktioner.

Ved kerneordet ”med vilje” er variationen af faste vendinger langt større. Der er altså langt flere verber, der kan knytte sig til ”med vilje” end til ”til egen fordel”, og derfor er der som faste vendinger til ”med vilje” blot valgt et udpluk af disse mange muligheder. Fx er ”ødelægge med vilje” anført som fast vending, mens ”ødelægge Iraks vandforsyning med vilje” står som kollokation. Som pendant hertil er følgende eksempel anført: ”Men brækkede den norske stregspiller ikke en modstanders ribben med vilje i en kamp i bundesligaen? Jeg mener, at han bevidst gik efter at skade ham”. Ganske vist indgår ”ødelægge med vilje” ikke som fast vending i dette eksempel, men ordforbindelsen er også her brugt vedrørende en destruktiv adfærd, og det må være op til brugerens fantasi at trække en forbindelse fra ”ødelægge med vilje” til ”brække en modstanders ribben med vilje”, da ”med vilje” som nævnt kan indgå i så mange konstruktioner, at det ikke lader sig gøre at få alle med.

Tilordning af flere faste vendinger til en ordbogsartikel

Under arbejdet med kerneordet sin vilje igennem, som findes i eksempelvis den faste vending ”tvinge sin vilje igennem”, viste det sig, at denne ordforbindelse rimeligvis skulle have en betydningsangivelse, der fik den til at optræde synonymt med en række andre vendinger. Med betydningen ’udtryk for, at der er nogen, som bestemmer og også gør brug af denne magt’ vil brugeren således finde frem til alle de andre kerneord, som har denne betydning, fx have bukserne på;, hvor skabet skal stå; eller sætte igennem. En sådan prioritering af eller i det mindste opmærksomhed på synonymer gør, at den givne artikel i nogle tilfælde skal have en uddybende forklaring, som ved ”sin vilje igennem” er, at ’udtrykket beskriver handlingen, hvormed nogen sørger for at være den, der bestemmer’.

For at færdiggøre de synonyme artikler samtidigt, så man ikke har for mange løse ender, kommer man hurtigt ud på et eller flere sidespor. Fx har sætte igennem ved siden af ovennævnte betydning en anden betydning, som også skal tilføjes, men på et nyt kort. Denne anden betydning af ”sætte igennem” er ’udtryk for at realisere noget’, hvilket er tilfældet i den anførte eksempelsætning ”Da majoren i længere tid havde forarget befolkningen ved at svire og spille, fik kvinderne sat igennem, at manden mistede sit embede”. Umiddelbart vil man opfatte majoren som den stærkeste i et magtforhold til kvinderne pga. sin stilling, men i modsætning til fx den faste vending ”sætte sin mening igennem” (som har den første betydning og er synonym med ”sin vilje igennem”), hvor det sker på bekostning af en andens/andres mening(er), er det centrale i denne sætning snarere det, at kvinderne får realiseret deres krav om majorens afskedigelse. Hermed kommer ”sætte igennem” med denne anden betydning til at optræde synonymt med de faste vendinger føre ud i livet og komme igennem med. Distinktionen mellem de to betydninger af ”sætte igennem” kan synes vag, men kan illustreres ud fra et kontraeksempel med betydningen ’udtryk for, at der er nogen, som bestemmer og også gør brug af denne magt’: ”Ofte bliver det den stærke i stedet for flertallet, som sætter sin mening igennem, mens mange bare sidder og dukker sig fra udfaldene fra den verbale overmagt”. Her er det netop det, at den stærke bruger sin magt til at bestemme, der er det væsentlige. Hvad der realiseres ved, at han ”sætter sin mening igennem”, synes ikke relevant.

Tilbage ved ”sin vilje igennem” finder vi, at dette kerneord typisk forekommer med visse ikke-vilkårlige foranstillede verber. De faste vendinger bliver ved dette kerneord ”føre sin vilje igennem”, ”sætte sin vilje igennem”, tvinge sin vilje igennem” og ”trumfe sin vilje igennem”, og brugeren vil komme frem til alle fire muligheder, uagtet hvilken af disse fire, der søges på. Samme resultat vil brugeren opnå ved blot at søge på kerneordet eller dele heraf.

Afstikkeren til beskrivelsen af de to betydninger af ”sætte igennem” viser meget godt, hvor forgrenet arbejdet med de faste vendinger kan være. Man må hele tiden være sig bevidst, at forskellige faste vendinger kan være synonyme på tværs af grænserne mellem idiomer, ordforbindelser og ordsprog, og at den enkelte faste vending potentielt kan have flere betydninger.

Angivelse af betydning (1)

Det løbende arbejde med ordbøgerne består i at ændre, udvide og tilføje angivelser ved idiomerne og at udarbejde dem til ordsprog og andre ordforbindelser. Arbejdet foregår halvsystematisk. Fx foretages en søgning i kernefeltet efter alle faste vendinger, hvor "næse" indgår. Det er 63. De deles op i forskellige grupper med foreløbige betydninger. En af dem er en betydning, hvor forklaringen 'ligne' indgår. Der foretages så en søgning i databasen på alle faste forbindelser, hvor ligne allerede indgår i forklaringen eller er en del af den faste vending.

I en af disse forklaringer indgår, at det drejer sig om lighed inden for en familie. De forskellige forklaringer, fx "ligne en slægtning meget", "ligne og opføre sig som en, man er i familie med", bliver, hvis de virkelig har samme betydning, ensrettet, så de får samme betydning. Det blev her:

udtryk om en person, som ligner en slægtning fuldstændigt af udseende eller væremåde

Det drejer sig om udtryk som bl.a.:

Ved den første faste vending "ligne på en prik" foregår angivelsen af enkelte udtryk ved en konsultation i foreliggende ordbøger, særligt Ordbog over det danske sprog og Den Danske Ordbog, og først og fremmest ved at bruge Internettets tekster som empirisk basis, hvor der foretages Google-søgninger. Ved at søge efter "på en prik" findes mere end 26.000 belæg, også mange irrelevante, bl.a. med "passe på en prik". Der foretages derfor nye søgninger efter

Disse belæg gennemses. I et sådant tilfælde ses ikke på alle belæg, men altid flere hundrede. Man kan her se, at de kan tilordnes dels denne betydning, dels en anden, hvor det drejer sig om ting eller fremgangsmåder, men netop ikke personer. Til hver af disse betydninger udvælges så de brugte faste vendinger, her fx

• ligne hinanden på en prik
• ligne på en prik

Der vælges nogle ordforbindelser med disse vendinger, fx

• ligne sit genetiske ophav på en prik
• næsten ligne hinanden på en prik

Angivelse af betydning (2)

Ordbøgerne er konciperet til brugere med dansk som modersmål eller med så gode danskkundskaber, at det svarer til at have dansk som modersmål. Det betyder, at betydningsforklaringerne, som gælder for de faste vendinger (ikke for kerneordet eller kerneordene), er formuleret sådan, at de passer til samtlige faste vendinger i det pågældende opslag. Fx er der uden tvivl en betydningsforskel, som ligger i de forskellige verber, i følgende udtryk med samme betydningsangivelse:

Selvfølgelig er "give" og "modtage" aktiv dødshjælp ikke det samme, ja faktisk tværtimod, men de har en fælles betydning, som angives i betydningsfeltet:

Man kunne uden tvivl i stedet for have lavet to forskellige artikler til 'det at modtage aktiv dødshjælp' hhv. 'det at give aktiv dødshjælp', men så ville der skulle dannes et yderligere kort til den faste vending "gå ind for aktiv dødshjælp". På den måde ville antallet af ordbogsartikler kunne vokse voldsomt, så ordbøgerne ville blive så omfattende, at brugen af den kan blive mere tidskrævende. Men det er klart, at denne opdeling hhv. ikke-opdeling i et eller flere ordbogsartikler ikke kan gennemføres uden problematiske afgørelser. Vi giver i det følgende et eksempel, men vil dog straks sige, at hver tilordning til en eller flere artikler i praksis ikke ændrer på, at brugeren vil kunne søge på en konkret fast vending og finde frem til artiklen. Hvis fx "modtage aktiv dødshjælp" havde været på ét kort og "give aktiv dødshjælp" på et andet, ville brugeren have kunnet søge på hvert af udtrykkene og være kommet frem til hver sin artikel eller på "aktiv dødshjælp" og være kommet frem til begge artikler. Nu vil brugeren med alle tre søgestrenge komme frem til en og samme artikel. Nogle gange kan tilordningen dog være ret problematisk, fx findes følgende udtryk:

Skal det nu blive til en fælles ordbogsartikel, eller foreligger der forskellige betydninger? Ordbøgerne laves sådan, at vi i første omgang har skrevet foreløbige betydningsangivelser, som så senere skal kontrolleres hhv. forbedres. I mange tilfælde foreligger der flere betydninger til samme faste vending. Vi fandt i databasen følgende betydningsangivelser, hvor "vildmand" indgår:

Det er temmelig uoverskueligt. Flere af disse betydninger siger det samme på forskellig måde. Men udtrykkene med "vildmand" lader til at være problematisk. I Den Danske Ordbog under "vildmand" finder vi for "ryge på en vildmand" følgende betydningsangivelse: "tåbelig eller ubesindig handling; tvivlsomt foretagende". Det lyder ikke så overbevisende, når man sammenligner med sprogbrugen. Hverken 'tvivlsomt foretagende' eller 'ubesindig handling' er særligt træffende, når vi ser på sprogbrugen. Her finder vi fx

For belæg (1) og (6) gælder det, at ingen af de foreliggende betydninger passer helt. Det burde snarere være 'udtryk for at fortælle eller tro på en løgnehistorie eller en meget lidt troværdig historie'. "Tro på en vildmand" mangler desuden i listen over faste vendinger. Belæg (2) og (4) passer fint til betydning (3) ' udtryk for at være gået det forkerte sted hen'. Belæg (3) passer nogenlunde til betydning (5), som mere træffende burde blive til 'udtryk for ikke at have forstået eller vurderet en situation korrekt'. Belæg (5) passer til betydning (1). Med andre ord bliver det til tre forskellige ordbogsartikler med følgende betydningsangivelser:

• udtryk for at fortælle eller tro på en løgnehistorie eller en meget lidt troværdig historie
• udtryk for at være gået det forkerte sted hen
• udtryk for ikke at have forstået eller vurderet en situation korrekt

Derudover skal der tilføjes en del faste vendinger på de tre kort, svarende til de seks angivne og en lang række andre belæg.

Angivelse af betydning (3)

Godt 5.000 af ordbogsartiklerne er ikke færdige, alle ordbogsartikler er dog forsynet med en foreløbig betydningsangivelse. Samtidig med, at de enkelte felter bearbejdes (grammatik, ordforbindelse, eksempler, historisk baggrund, synonymer og antonymer), bliver betydningsangivelsen normalt ændret. I tilfældet finde melodien havde databasen to artikler med dette idiom med betydningerne:

Ved selektion af ordforbindelser og eksempler disse idiomer, blev der bl.a. fundet følgende ordforbindelser:

og følgende eksempler:

De to foreliggende betydningsangivelser var så upræcise, at en tilordning af eksemplerne ikke var mulig. Den Danske Ordbog blev derfor konsulteret; her fandtes følgende betydninger:

Disse angivelser var noget forskellige fra dem, Ordbøgerne over Faste Vendinger havde, men de kunne heller ikke bruges på en sådan måde, at en forholdsvis sikker tilordning af de enkelte eksempler kunne foretages. Ved en gennemgang af de nævnte og en lang række andre eksempler tegnede der sig en ny opdeling i to betydninger. Den ene omhandler personer, der rent psykisk har svært ved at klare livet helt generelt eller en bestemt længere varende situation. Den anden omhandler mennesker eller organisationer, der ikke eller ikke mere er i stand til at klare en opgave på tilfredsstillende måde. Eksemplerne kunne herefter ret sikkert tilordnes en af to artikler med følgende betydningsangivelse og uddybende tilføjelse til betydningen:

Angivelse af sætningseksempler

Der vælges nogle eksempler med disse vendinger. Disse findes med Google-søgningen, men eksemplerne ændres, så uvæsentlige eller meningsforstyrrende detaljer udelades. Evt. stavefejl eller kommafejl rettes.

Angivelse af associationer

Endelig angives der associationer, hvor vi bruger det princip, at der må angives højst 5 enkeltord, som relaterer sig til den faste vending, men de skal komme spontant i løbet af højst 30 sekunder. Deres funktion er at hjælpe brugeren til at finde frem til søgte vendinger. Her blev der angivet en række ord, som på forskellig vis dækker dele af betydningen af vendinger med "ligne på en prik":

• ens
• ensartet
• parallel
• lighed
• overensstemmelse

Historiske oplysninger

Når det drejer sig om anmærkninger om en fast vendings historiske baggrund, bliver disse fundet i relevante håndbøger, men kun angivet, hvis der kun findes to af hinanden uafhængige kilder, som giver samme oplysning. I mange tilfælde foretager vi selv nye undersøgelser. Fx ved vendingen "sild i en tønde" oplyser flere danske ordbøger, fx Pia Jarvads "Bevingede ord" fra 2006 og Alf Mørkenbergs "Bevingede og ubevingede ord" fra 1988, at udtrykket stammer fra Cervantes Don Quijote. En sådan oplysning kunne dog ikke findes i tilsvarende værker fra andre sprog, fx ikke i Wanders Sprichwortlexikon fra 1867, hvor der henvises til det franske udtryk "comme des harengs en caque" med angivelse af, at Leroux I, 114 anfører udtrykket, dvs. at det findes i første bind af Le Roux de Lincys ordbog over ordsprog fra 1841: "Le livre de proverbes francais". Men når man søger i "El ingenioso Hidalgo Don Quijote de la Mancha" (første del 1 1605, anden del 1615) af Miguel de Cervantes (1547-1616) finder man ikke noget med sild (arengue). Det er måske ikke så underligt, idet man dengang og heller ikke nu spiser mange sild i Spanien. Derimod finder man et eksempel med 'sardiner', med 'sardiner på en snor' i ca. samme betydning som det danske udtryk: "Oh canalla! gritó a esta sazón Sancho. Oh encantadores aciagos y mal intencionados, y quién os viera a todos ensartados por las agallas, como sardinas en lercha!"

Vi har så valgt at undlade en oplysning om brugen af "sild i en tønde" hos Cervantes, men henviser til hans brug af sardiner, som i øvrigt svarer til andre idiomer med 'flere fisk tæt på hinanden' med betydningen 'flere mennesker opholder sig meget tæt på hinanden', fx "ansjoser i en dåse", "sardiner i en dåse" eller "sild i en tønde".

Århus den 4.2.2009
Henning Bergenholtz og Esben Bjærge